Det går drama.

Mit liv er efterhånden bare drama. Jeg tror man kan lave en rigtig god film ud af mit liv, en oscar vinder måske? Ingenting køre på skinder. Jeg sagde sidst jeg ville prøve at fokusere på de gode ting, og få løst mine problemer. Men det er som om at når man prøver at få tingene til at fungere, bliver de meget værre. Jeg fik styr på problemerne med mine forældre, blev gode venner med alle pigerne som jeg var uvenner med, fik styr på mit værelse og rodet ud i alt der kunne sende negative vibes, sørgede for at få min søvn, fundet mig en sød kæreste osv.
Men da alt endelig gik godt så blev jeg uvenner med de gamle, en af mine bedsteveninder & jeg fuckede hinanden op, fik kun de 3-4 timer som sædvanelig, og blev single efter 9 dage.
Jeg har lysten til at slå mit hoved ind i væggen konstant, give mig selv en flad, drikke mig hegnet, eller ryge en pind for at få følelsen af glæde og at man kan klare alt. Lysten til bare at pakke mine ting, og skride fra alt og alle. Men leve livet ude på gaden? Hvad fanden tror jeg selv. Jeg ville ikke holde en uge uden et hjem, uden mine forældre, mine piger & mine kammerater. Det er dem der altid vil bakke mig op, det er dem jeg kan komme til med alt, det er dem jeg kan stole på vil hjælpe mig igennem den hårde tid. Så hvad fanden tuder jeg over? Der findes mennesker der bor på gaden der render rundt i tøj de har haft på i flere dage, måske måneder? Der findes børn der ikke får mad hver dag, børn der ikke har noget hjem, mennesker der ikke har nogen venner, mennesker der ikke har et arbejde, mennesker der aldrig vil få det så godt som jeg enlig har.. Men derfor føler jeg stadig mit liv er endt op i lort. Men jeg kan ikke tillade mig at føle at jeg har det så slemt, når der findes mange mennesker der har det være end mig. Også i Danmark.
Men psykisk føler jeg at der ikke er nogen der har det dårligere men jeg ved der er mange der har det.
Jeg kan bare ikke se på mig selv uden at begynde at græde. Uden jeg føler mig fortabt, glemt, ikke-eksisterende. Nogen gange har jeg det som om  jeg ikke er inde i mig selv. Jeg står som en usynlig skygge og står og observere hvordan jeg reagere, opføre mig, og snakker til andre på. Jeg skræmmer mig selv. Jeg har bare haft det så svært at jeg er gået hen og er blevet ligeglade med alt & alle. Virkelig ligeglad med folk, og deres fucked up meninger. Men jeg kan intet gøre, kun stå og kigge på mig selv og skamme mig over den jeg er blevet til.
Jeg ville aldrig have troet jeg ville blive til sådan et menneske. Fra da jeg var lille sagde jeg at jeg ville være et menneske der opførte mig ordenligt, rev hjem med mine karaktere, passe min skole perfekt, aldrig blive så flabet som min bror, men hvor er jeg endt? Jeg er blevet præcis som jeg aldrig ville blive. Jeg føler bare selv at jeg har været så meget igennem, at jeg ikke kan rette op på det.
Men nu er vinterferien slut imorgen og jeg prøver at starte på en frisk med alle på mandag. Og koncentrere mig om skolen, få styr på det med mine forældre igen, og virkelig tage mig sammen. Jeg vil blive et ordenligt menneske nu. Jeg vil i det store hele tage mig sammen. Jeg er seksten år, og fylder sytten til november. Nu må det fanme være nok. I will try..
- peace out.